Hjemløs?

Her kan du finde information som kan hjælpe dig, hvis du ønsker at benytte dig af vores tilbud.
Du kan også læse lidt om huset og de aktiviteter vi har, samt meget andet.  

SÅDAN FÅR DU PLADS

Ønsker du at få et ophold på Herberget Overførstergården skal du kontakte os telefonisk på telefon 39763515 eller møde op hos os (ikke for tiden på grund af Corona-restriktioner). Vi vil fortælle, om vi har en ledig plads og sammen med dig afklare, om du er inden for vores målgruppe. Hvis vi har en ledig plads, skal du til en personlig optagelses/visitationssamtale med en socialrådgiver.

Huset

Overførstergården er en stor, ældre villa, der ligger smukt i en stor park i Gentofte. 

Herberget består af

  • 7 dobbeltværelser og 5 enkeltværelser
    Værelserne er beliggende på 1. sal. 
    Værelserne er møbleret, så du kan ikke tage dine egne møbler med. Du kan ikke opbevare møbler eller andet hos os. Du får udleveret sengetøj og håndklæder.
  • 3 fælles badeværelser
  • Fælles opholdsstue med stereoanlæg og billardstue med T.V.
  • Computerrum med internetadgang findes i vores pavillon.
  • Vaskerum, hvor du kan vaske og tørre dit tøj og sengetøj

Ved henvendelser til din kommune, læge eller andre offentlige myndigheder kan du anvende husets telefoner.

Aktiviteter

Du kan deltage i mange forskellige aktiviteter. Vi har computere, et mindre motionsrum, kortspil, dart, billard, en petanquebane, T.V. m.m.
Vi tager på fisketure, afholder banko, går til svømning.
Vi har en bus, som vi bruger til fælles ture.

Hvert år holder vi husets fødselsdag, hvor familie og tidligere beboere kan deltage, lige som vi også holder jul, nytår og de andre højtider.

Målgruppe / Indsats

Herberget Overførstergården er et midlertidigt botilbud efter Servicelovens § 110 til mænd og kvinder, der ikke har en bolig, eller ikke kan opholde sig i sin bolig, og som har sociale problemer i form af f.eks. overforbrug af alkohol og/eller hash, psykiske eller fysiske problemer, manglende netværk, økonomiske udfordringer m.v.

Hvis du har et aktivt forbrug af andre rusmidler end hash eller alkohol, eller hvis du har alvorlig ubehandlet psykiatrisk lidelse, vil vi henvise dig til et andet tilbud, hvor der er tilknyttet sundhedsfagligt personale.

Herberget Overførstergården er et tilbud til alle slags mennesker, der i en periode har behov for hjælp og støtte til at komme videre i livet. Vi vægter respekt, ordentlighed og forskellighed højt og har stor opmærksomhed på, at der skal være plads til alle.

Du må ikke indtage rusmidler på Overførstergårdens matrikel, men vi har ikke krav om, at vores beboere skal være afholdende. Hvis vi oplever, at beboerens forbrug af rusmidler står i vejen for, at han/hun arbejder med sine mål, forsøger vi sammen med beboeren at afklare, hvad der skal til, for at rusmidlerne ikke i fremtiden er et problem for ham/hende. Vi samarbejder med ambulante rusmiddelbehandlingstilbud om en koordineret indsats.

Hvis du har behov for en psykiatrisk behandlingsindsats, vejleder vi om mulighederne for behandling og samarbejder med psykiatriske ambulatorier, egen læge m.v. Hvis beboeren har behov for afklaring af og behandling for fysiske helbredsproblemer samarbejder vi med egen læge, hospital, genoptræningstilbud m.v.

Hvis du har behov for medicinske behandling, skal du være i stand til at administrere din medicin selv.

Vi støtter dig i at få overblik over økonomi, indgå betalingsaftaler m.v. Vi henviser til ekstern gældsrådgivning ved behov.

På Overførstergården har vi et tæt samarbejde med beboerens jobcenter og støtter op om afklaring af arbejdsevne og tilbagevenden til arbejdsmarkedet eller uddannelsesinstitution, hvis der er muligt.

Opholdsplan / Social Udredning

Når du flytter ind på Overførstergården, udarbejder du og din kontaktperson i samarbejde en opholdsplan, som indeholder de mål, du ønsker at arbejde med i de første to måneder. Planen beskriver målene og hvad du, din kontaktperson, socialrådgiver og øvrige samarbejdspartnere skal gøre i den forbindelse. Du og din kontaktperson følger løbende op på målene.

Opholdsplanen sendes til din sagsbehandler i kommunen.

Inden for de første to måneder udarbejder din socialrådgiver på Overførstergården i samarbejde med dig en social udredning. Denne indeholder en grundig beskrivelse af dine sociale forhold – tidligere og nu – observationer af dine udfordringer og ressourcer samt en vurdering af dit støttebehov og eventuelt behov for fremtidig indsats.

Udredningen danner grundlag for en længerevarende opholdsplan, som gælder i seks måneder, med mindre dine mål ændrer sig markant.

Den sociale udredning og den længerevarende opholdsplan sendes til din sagsbehandler i kommunen. Du og din kontaktperson følger løbende op på dine mål og taler om, om der er noget i planen, der skal justeres.

Som beboer på et herberg har du ret til en handleplan efter Servicelovens § 141. Det er din sagsbehandler i kommunen, der i samarbejde med dig, udarbejder planen og følger op på den. Din sagsbehandler kommer ofte til møde med dig, din kontaktperson og socialrådgiver inden for de første to måneder af dit ophold. Mødet og din opholdsplan danner udgangspunkt for handleplanen.

Indflydelse og samarbejde

Hvor meget indflydelse, du har, afhænger af dig.

På Overførstergården er der et beboerråd. De holder jævnligt møder. Her drøftes forhold, som du synes er vigtige, for at du og de andre beboere får et godt ophold. Beboerrådet tager sig af de daglige forhold. Medlemmer af beboerrådet vælges på det månedlige beboermøde, hvor beboerne drøfter de forhold, som de ønsker ændret.

Find vej

De nærmeste busstoppesteder ligger 2 – 3 minutters gang fra huset. Du kan her tage bus nr. 169 eller nr. 179. De kører begge samme rute, men hver sin vej. Du kan enten køre til Lyngby eller Gentofte, hvor du kan komme videre med S-tog eller andre busforbindelser

Herberget Overførstergården
Jægersborg Allé 139
2820 Gentofte.
Telefon: 39 76 35 15
E-mail: kaen@gentofte.dk